Featured 

Er du død-levende, eller er du levende død?

Er du død-levende, eller er du levende død?

Et citat, eller et spørgsmål, der indgår i et af vores moduler på Tobias-Skolens uddannelse til Spirituel Integrativ Krops- & Psykoterapeut

Det er et spørgsmål, der virkelig gik rent ind hos mig.

På netop det modul, som dette spørgsmål var en del af, sad jeg fast i en tilstand af, at jeg netop ikke følte mig i live. Jeg følte jeg gik gennem livet som en robot, en levende død, der bare lod mig styre af det, der nu engang dukkede op.

Ind imellem var det andres holdninger og forventninger, der styrede mig i en bestemt retning.

Det næste øjeblik blev jeg styret i en anden retning på grund af, tilsyneladende udefrakommende begivenheder, i form af sygdom eller økonomiske udfordringer.

Det næste sekund vendte jeg om igen, fordi ”sådan gør man nu en gang”.

Og pludselig endte jeg i en uoverskuelig situation, fordi jeg fejlfortolkede mine indre råbende længsler efter at bryde ud og leve – og derfor gjorde det så voldsomt og i så radikale retninger, at verden igen og igen væltede for mig og kastede mig ned i mørket.

Sådan var mit liv, som en hoppebold, der blev kastet rundt i et rum, som man aldrig helt vidste, hvor ville ramme næste gang.

Tilsyneladende tilfældigheder, som jeg havde lært mig selv at se som ”min skæbne” og ganske ”uforskyldt og uden muligheder for at ændre på”.


Så jeg gik der og følte mig helt død i mit liv.


Og hvor jeg længtes efter at føle mig dødlevende!


På et tidspunkt havde jeg bare accepteret, at sådan var mit liv.

Jeg havde tidligere taget medicin, der skulle dæmpe alle symptomer på, at noget var helt galt.

I stedet for at få fokus på det, der kaldte dybt indefra, og som var tæt på at blive helt begravet som dødt, så blev der lagt dæmper på stemninger og humør, så det hele endte med at være en helt anden form for ”død”.

Nemlig som at være en halv-levende zombie i en verden, der ikke var bestemt for mig.


Jeg glemmer aldrig den dag i 2006, hvor jeg pludselig mærkede en kæmpe forandring.

På det tidspunkt havde jeg været sygemeldt med dyb og mørk depression i næsten et år og været på medicin ligeså længe. Det meste af den tid havde jeg brugt på sofaen eller i sengen. Intet havde jeg kræfter til. Støvsugeren var som den største fjende og selv det at tømme opvaskeren virkede som en maraton.

Jeg var slået totalt i gulvet.


Jeg sad i sofaen og kiggede ud på det spirende forår. Og pludselig, som en hammer eller et lyn fra en klar forårshimmel, slog det mig, at -

Kun et menneske i hele verden kunne hjælpe mit til live – og det menneske var…. MIG!

Jeg mærkede så voldsom en kraft, at jeg straks gik ud i haven og tog en dyb, livgivende og bekræftende vejrtrækning i den friske luft. Jeg mærkede livet, jeg mærkede at det ville leves. Det boblede i mig og jeg følte, at det var nu, jeg skulle gribe det.

Fra den dag fandt jeg en kraft og vilje, jeg ikke anede, jeg havde.


Jeg tog bevidst ansvar for, at komme tilbage til livet.


Jeg trappede selv ud af min medicin. Langsomt, som ”man skal”.

Jeg begyndte at gå lange ture. Jeg brugte timer på rumpen i græsset og pillede ukrudt op med mine bare næver. Jeg satte mig ud i solen og sugede energien ud af den.

At gøre disse tilsyneladende små ting, var helende og vækkede mere og mere liv i mig.

Pludselig en dag kunne jeg høre fuglene synge. Det havde jeg haft lukket af for så længe. Men nu hørte jeg dem og jeg græd næsten af lykke.

Det blev symbolet for mig – på liv og livsglæde. Fuglenes sang!

Og det blev starten på en lang rejse. En rejse, der et par år senere skulle føre mig sammen med et ganske særligt menneske, der kom til at betyde, at jeg foldede livet mere og mere ud.

En rejse der gjorde, at jeg en dag netop befandt mig på dette modul, på denne uddannelse – og mærkede spørgsmålet som en eksplosion i mit indre:

Er du dødlevende – eller du levende død?


Og rejsen blev endnu dybere, endnu mere forløsende og frisættende, end jeg nogensinde havde turdet håbe på.

Mit hjerte og mit liv sprang ud, langsomt og i trygge hænder.


Så ja, i dag føler jeg mig dødlevende.


Og - jeg husker med kærlighed og nænsomhed mig selv og min tid – som levende død.

Uden domme og uden fortrydelse.


For det var en tid, som skulle til, for at jeg kunne blive vækket til live med den erfaring i bagagen, at jeg ved, hvordan det føles, at være ”begravet” i smerten og opgivelsen.


Så jeg takker for turen. Og for de ture, der kom i årene efter. Og de rejser igennem alle de sygdomme, som min fortid havde fået plantet i mig.

Uden alt dette, var jeg ikke bevidst om, hvor meget liv, der egentlig er til os.

Uden alt dette, ville jeg ikke være den, jeg er i dag.

Og uden alt dette, ville jeg måske ikke vide, hvordan det er for andre, der står de mest smertefulde steder i livet eller som rammes, eller som mærker mørket eller opgivelsen som overvældende tilstande, der kan være svære at se sig ud af.

Så jeg er faktisk pænt taknemmelig for alt det, jeg har stået igennem.
Og jeg er taknemmelig for al den støtte, rummelighed og guidning, jeg har modtaget.


Jeg er bare – i live!

Dødlevende!

Jeg gik all-in... og blev bange!
Giver du dig selv det bedste?

Related Posts

 

Comments 2

Gæst - lene ince on Onsdag, 01. marts 2017 15:51

Bare så livsbekræftende læsning for alle.... Og specielt for mennesker, der kender den levende-døde tilstand af manglende energi, mening, retning og endda håb. Selvom enhver må gå sine egne skridt, så er du en lysbærer for rigtig mange, der befinder sig i den dunkle ende af farveskalaen. Tak for dig, og fordi jeg måtte lyse ind i dit mørke til tider. Lene Ince

Bare så livsbekræftende læsning for alle.... Og specielt for mennesker, der kender den levende-døde tilstand af manglende energi, mening, retning og endda håb. Selvom enhver må gå sine egne skridt, så er du en lysbærer for rigtig mange, der befinder sig i den dunkle ende af farveskalaen. Tak for dig, og fordi jeg måtte lyse ind i dit mørke til tider. Lene Ince
Dorte Eldrup on Onsdag, 01. marts 2017 16:29

Og tak for dig kære Lene. Du var og er min inspiration og den, der altid har formået at holde mig og vise vejen.
Og ikke mindst - troede på mig. Tak !!!! :-)

Og tak for dig kære Lene. Du var og er min inspiration og den, der altid har formået at holde mig og vise vejen. Og ikke mindst - troede på mig. Tak !!!! :-)
Already Registered? Login Here
Gæst
Onsdag, 23. oktober 2019

Mød mig på facebook