Featured 

Giver du dig selv det bedste?

Giver du dig selv det bedste?

Eller giver du dig selv det, der bare er nemmest – men absolut ikke godt?

Og føler du mon, du har fortjent det bedste?

Vil du vide, hvorfor jeg spørger? ;-)

Så læs med her, hvis du har modet til at høre om en helbredelses-succes.

For det gik op for mig lige nu, hvor stor en succes, jeg faktisk er :-)


Og det er faktisk en fantastisk følelse! Jeg er i live!

Det er søndag aften.

Jeg sidder og nyder stilheden og mærker en dyb glæde og taknemmelighed indeni.
Mit indre bobler af energi.

Følelsen af, at jeg bare har alt i mit liv, den overvælder mig..

Altså - Det vidste jeg jo godt, men lige nu fylder det bare lige så meget på en gang, at jeg føler, jeg står med en kæmpe stor gave, der fylder mit hjerte helt til randen.


Og nu sidder jeg her i mit hjem og bare er – taknemmelig, glad, boblende og fyldt med en stor lykkefølelse.

Det fik mig til at tænke tilbage på min blog, som jeg skrev midt i orkanen for 5-6 år siden. Min blog, der i den grad beskrev, hvordan det var for mig, imens det hele stod på. I en tid, hvor jeg slet ikke var sikker på, jeg ØNSKEDE at være i live!

Nu, hvor jeg læser nogle af indlæggene igen, står kontrasten lysende klar for mig.

Jeg troede aldrig, jeg kom hertil, at jeg ville komme så styrket og fri igennem.

Da jeg stod der midt i det, virkede det som en uoverskuelig rejse og kamp, som jeg i flere omgange slet ikke troede på, kunne lykkes.

Men det lykkedes. Og jeg får lyst til at dele et af mine indlæg fra dengang, blot for at vise dig, at uanset hvor svært et sted vi er, uanset hvor hårdt det er lige nu, så giver det mening at kæmpe videre og give sig selv alt det bedste i verden.

For det er det, der gør dig stærk og rask.

****************************************

Giv dig selv – det bedste!

*****************************************


I dag hørte jeg et afsnit af en serie fra ”Chris beat cancer”. Jeg blev så opløftet af at høre ham sige præcis det, jeg har mærket og stadig mærker så dybt inde, nemlig;


At det er min egen krop, der har gjort mig syg –

og det er min egen krop, der kan gøre mig rask!

Jeg har altid sagt, at kræft jo ikke er en form for ”UFO”, der kommer og inficerer vores krop udefra.

Det er noget der sker i vores egne celler – og det er noget, vi selv er med til at skabe.

Det FANTASTISKE ved det er jo så,

at hvis vi selv kan skabe det, kan vi også HELBREDE det!


Det giver så meget kraft og styrke, når først vi tør eje den!

Og han bekræftede mig selvfølgelig også i alt det andet, jeg har erfaret;

At det, jeg vælger at putte i min krop, er også det jeg vælger livet til (eller fra) ud fra.

Sund mad, sund livsførelse, sund i sind og psyke – det bygger dig op indefra - og bygger din krop op.

Junkfood, sukker, kemi, stress og uforløste energier i psyken - det nedbryder dig, fordi der ikke er noget for dine celler at leve af.


Følg med her på bloggen, hvis du er nysgerrig på dette, for det er min plan at lancere noget ganske nyt inden længe, som kan hjælpe, støtte og motivere dig til at bygge op i stedet for at bryde ned. Men det må du lige vente med at høre om.

Lige nu får du lige mit blogindlæg, der snart er 5 ½ år gammelt.

Så du kan se kontrasten og VIDE, at der er en vej. 

Når bare vi ved, at vi er værdige – til at give os selv det bedste!



Dette indlæg faldt jeg over nu i aften - og det slog mig, hvor stor smerten var.

Og det blev klart for mig, at mange andre står der - lige nu. Og måske er det lige nu, der er brug for at høre, at derfra dette sted, der er der en vej - henimod at føle sig som en succes og fuld af liv. Jeg håber i hvert fald, det er det, dette sender ud..

Kærlige tanker til dig

Dorte

------------------------------------------------------

ONSDAG DEN 20. OKTOBER 2010
Egoistisk og selvcentreret!

Jeg føler mig krævende..

Eller bare selvcentreret!

Føler ikke, jeg magter andet, end at være i mit eget.

Alle de psykiske følger, der er i denne tid, tager meget af mit overskud.

Tankerne og de fysiske følger af kemoterapien. Trætheden. At se frem til kvalmen igen i næste uge.

At gå forbi spejlet og genkende mig selv uden hår.

At gå og vente på, at mine øjenvipper og bryn falder af.

At vente på, at mine børn kommer og ser mig.

At sortere, hvad der er medlidenhed og hvad der er omsorg.

At se i andres øjne, når de møder min skaldethed.

At turde møde verden sådan.

Tankerne om, om det her nu også TAGER de eventuelle sidste kræftceller, der måtte være.

At tænke fremad og beslutte mig for, om jeg OGSÅ skal tage imod de 30 strålebehandlinger og de 5 år med antihormoner, der for de fleste virker fysisk nedbrydende og giver smerter i og på kroppen…

Og alt muligt andet.. SÅ meget, der fylder.


Det kom bag på mig, hvor svært det var med håret.

At tage det af og vænne mig til synet. Og allermest – at mærke andres reaktion. At gå UD uden hår!!

Jeg er SÅ træt. Så fyldt op af angst, frustration og sorg. 

Samtidig med, at jeg faktisk er ved at være i fred med det – indeni. Over for mig selv.

En mærkelig dobbelt følelse.

Men det er som om, at ikke alle er klar over, hvordan det er for mig.

Hvor meget det kræver for mig, bare at VÆRE TIL i denne tid.

Det store indre arbejde, der er i at være i dette, i denne proces, fysiske ubehag, psykiske rutsjeture, ensomheden, længslen efter at give slip og at føle mine nærmeste omkring mig.

Space traveller

Men jeg kan ikke tage føringen i noget som helst. Kan kun læne mig op af andre og håbe, at de praktiske ting, der er i hverdagen, bliver taget hånd om fra anden side. Jeg kan ikke tage initiativer for tiden. Magter det ikke…

Og derfor føler jeg mig bare SÅ egoistisk…!!!

Men sådan må det være. Hvis jeg skal igennem det her.

Min næste kemobehandling nærmer sig. Jeg skubber det væk. Kan ikke helt tænke på det.

Forsøger at se det som en god ting. At min krop IGEN bliver hjulpet til at holde eventuelle kræftceller væk.

 

Forsøger at forlige mig med, at ubehaget bagefter er GODT for mig.

Det kræver meget af mig.. så meget.

Jeg håber, at min dejlige familie vil bære over med mig i denne tid. At jeg ikke tager føringen og kontakter dem – men at de lever med, at det er sådan…

Jeg græder indeni. Men prøver hele tiden at holde det væk. Græder, fordi jeg føler mig så alene med det.

Jo – jeg har Tonny. Min skønne dejlige Tonny.. Han gør ALT. Han er ALT for mig – omkring mig – med mig.

Trøster mig. Holder mig. Nurser mig. Varter mig op alt det han kan. Sørger for, at mit liv fungerer, hvor jeg ikke selv kan. Jeg kan slet ikke give nok udtryk for, hvor meget han betyder for mig. Han finder sig i min egoistiske væremåde. Han holder af mig, selvom jeg kun har magt til at koncentrere mig om mig selv…

Alligevel er jeg så ensom indeni.

Ked af det. Og savner min familie.

Savner mine forældre. Mine søskende.

Savner at give slip. - længes efter det. Men kan ikke… tør ikke.

Nå – men når det er sagt, så føler jeg mig også SÅ SEJ…

Jeg viste mig offentligt i går – for første gang, uden hue og tørklæde.

Tonny og jeg var en tur i byen og gik ind og fik frokost på en café.

Det var ufatteligt varmt derinde. Og efter tilløb en tid, tog jeg hatten af!!!

Sad der i offentligt rum – uden hår og hue.
Helt nøgen. Sårbar. Til offentligt skue.

Bagefter var jeg helt høj.

Da jeg jo har bestemt mig for netop IKKE at have paryk, var det en kæmpe sejr for mig, at jeg turde!!!

Men det er sq koldt…
Og om natten føler jeg, at jeg ligger med vådt hår.
Underlig fornemmelse…

Ja, nu er der ingen hår – men meget mere Dorte… som min dejlige terapeut siger.

Tak for al jeres kærlighed og alle jeres tanker.

 

Er du død-levende, eller er du levende død?
Er du kommet hjem?

Related Posts

 

Comments 2

Gæst - Thea on Mandag, 20. februar 2017 15:52

Wow, hvor dine ord rører mig. Jeg ved ikke hvordan det er at have kræft, men jeg ved hvordan det er at føle sig ensom, med omsorg omkring sig, heldig, taknemmelig og lige på vippen til at give op.... Alt sammen på en gang....

Tak.
❤️

Wow, hvor dine ord rører mig. Jeg ved ikke hvordan det er at have kræft, men jeg ved hvordan det er at føle sig ensom, med omsorg omkring sig, heldig, taknemmelig og lige på vippen til at give op.... Alt sammen på en gang.... Tak. ❤️
Dorte Eldrup on Mandag, 20. februar 2017 17:38

Kære Thea
Tusind tak for din respons. Og ja, netop det at sidde der med alt mulig omsorg og mennesker, der gerne vil - og så være så ensom i det, fordi ingen kan tage det fra en, ingen kan hjælpe med at bære.
Og selv tak

Kærlige tanker til dig

Kære Thea Tusind tak for din respons. Og ja, netop det at sidde der med alt mulig omsorg og mennesker, der gerne vil - og så være så ensom i det, fordi ingen kan tage det fra en, ingen kan hjælpe med at bære. Og selv tak Kærlige tanker til dig
Already Registered? Login Here
Gæst
Tirsdag, 22. oktober 2019

Mød mig på facebook