Jeg blev ramt den anden dag - og det kom helt bag på mig!

heart-1982316_1280

Åhh hvor er det let at blive ramt, bange og lukke sit hjerte i et parforhold.

Det er faktisk noget at det letteste.

Fordi det er det, vi kender!

Det er det, de fleste af os har lært.

Og hvor kan det være svært at holde hjertet åbent, når vi bliver ramt i noget, der ved første øjekast (eller ”ørekast”) lyder som et angreb eller noget, der virker truende på stoltheden, selvtilliden eller på forholdet.

Det er lige der, når vi bliver ramt, midt i den smerte – der netop er allermest brug for at række ud.

Det er der, der er mest brug for at vise sin sårbarhed og turde fortælle, at man er ramt et sted, der gør ondt.

Det er lige præcis der, der er mulighed for at mødes i 2 åbne hjerter, i tillid til, at den anden kan hjælpe med at bære det, der smerter, det der er ramt!

Og – det er lige der, der er så smuk en mulighed for selv at vokse og lade parforholdet vokse sig endnu smukkere og endnu mere kærligt.

HjerteHaender

Men - det er også der – lige der midt i smerten, det bliver rigtigt ”farligt”.

For lige der er risikoen for at blive afvist, risikoen for ikke at blive taget alvorligt, at blive grinet af eller ligefrem forladt!

For tænk nu, hvis vores partner også står midt i et sår og derfor handler ud fra det?

Hvad nu, hvis vi bliver mødt med kulde og afvisning – eller ligefrem hån?

Hvad nu, hvis hjertet bliver trampet på, slået eller revet itu?

Det er en reel frygt – og en reel risiko.

For tænk nu, hvis vi bliver forladt!


Og det kan ske!

Og så er det lettere at gå, vende ryggen til eller blive hård og utilnærmelig - inden det sker!

 

Den anden dag var det ved at genspille sig for mig.

Genspille sig, fordi jeg ellers var sikker på, at mine sår – og dermed også mine forsvar, var blevet forløst og sat fri.

I mit nye kærlige forhold, hvor der ellers er total åbenhed og plads til at vise alt, hvad vi er – og hvem vi er, helt blottede og fri for censur, skete der pludselig noget, der vækkede en gammel og velkendt følelse af frygt og utryghed i mig.

Og min reaktion kom helt automatisk og uden filter. Og ærligt talt – det kom også helt bag på mig!

Min mave snørede sig sammen og jeg kunne fysisk mærke, hvordan mit hjerte lukkede sig om sig selv og energien blev trukket indad.

Selvom vi talte om det, sådan lige i første omgang, så blev det ikke nemmere af, at min kære prøvede at forsikre mig om, at der ikke var ”noget om snakken” i det jeg var ramt i.

I ren magtesløshed over mine egne følelser, rejste jeg mig fra vores samtale og gik ind for mig selv.

Gemte mig.

Lukkede ham ude.

hiding 1209131 1280


Det var en gammel vane. Et gammelt mønster. Og et gammelt sår, der sprang op!

Og min reaktion var slet ikke kærlig, hverken over for mig selv, mine gamle sår – eller over for min kæreste, der stod tilbage der, uden mulighed for at vide, hvad der skete i mig!

Heldigvis vågnede jeg hurtigt af det. Gik ud og kiggede prøvende ind i to varme og kærlige øjne og bad om et stille knus.

Bare et knus…

Og her var mødet igen.

Her var trygheden igen.

Her var alt godt.

Og her kunne jeg græde stille. I vished om, at min smerte kunne rummes og bæres.

Der skal så lidt til – og alligevel kan det føles som så ufatteligt meget, at det virker helt uoverskueligt og ganske umuligt.

At bede om et knus.

At udtrykke frygt og utryghed.

Helt uoverskueligt – og dog så let!

Vi fik talt ud om det. Og dagen efter fik vi det vendt igen.

Også han var ramt.

Også han havde mærket et gammelt mønster og en gammel smerte, som var blevet vækket.

Jeg så det ikke. Fra min egen smerte, så jeg det ikke.

For der i smerten, bliver vi nemt blinde for det, den anden står i…

Han kunne have valgt at lukke sit hjerte og passe på sig selv, som jeg. Men han holdt sit hjerte åbent.

Ventede på mig og – viste det sig, var taknemmelig for at få lov at møde mig i mit, og at se min smerte.

love 2055372 1280


For i en vågen og bevidst relation, i mødet mellem to åbne hjerter og i kærlighed til hinanden, kan gamle sår og forsvar blødgøres og heles, hvis vi tør det.

Jeg tør det nu.

Det har taget år, ja faktisk hele mit liv, at nå hertil.

Jeg har øvet mig. Lykkedes med det i perioder, for pludselig at lande i min frygt igen og lukke mit hjerte en smule til, for igen at blødgøre og åbne…

Åbne, lukke… blødgøre og arbejde med tilliden. Tålmodigt.

Kærligt og nænsomt.

Ja, det kræver tillid og tro på, at relationen, hvori såringen bliver vækket, kan bære det.

Og det var netop i sådan en relation, dette mønster blev vækket igen – i et kærligt forhold med en, der også har modet og styrken til…. at være sårbar og ”svag”…

For tillid kræver mod, hvis vi skal turde vise, hvem vi er og hvor vi bliver såret.

Styrke er at turde være sårbar – og at vise det.

At holde vores blødende hjerte frem og have tillid til, at det bliver set og mødt, uden fordømmelse og uden afvisning.

Ja - det kræver mod!

Langt mere mod end at hoppe ud i faldskærm eller bestige et bjerg.

Styrke er ikke, når vi prøver at ”være stærke” og lukke smerten væk og gå videre.

Det er, når vi tør møde den andens sårbarhed.

Tør møde det, uden at føle os ramt i det, der tilhører os selv.

Når vi tør åbne vores hjerter og lade os holde af en anden – et øjeblik.

Kærlighed kan vokse sig stærk, når 2 åbne og vågne hjerter mødes.

puzzle 1721592 1280


Når vi elsker nok til at møde den anden, uden frygte for at ”give for meget”.

Når vi tør gøre det, der skal til, for at den andens sår kan heles – og hvis vi også tør gøre det, der skal til, for at hele vores eget sårede hjerte.

For kun i et møde mellem 2 hele hjerter, kan kærligheden leve uden forbehold og forventninger.

Og et helt (helet) hjerte ved, at uanset hvad der sker, så kan det stå selv – åbent og kærligt.  

Det kan og tør læne sig ind i et andet hjerte, give og tage imod – i tillid og kærlighed til alt det, der opstår.

Vi heler vores hjerte – når vi tør møde det og tør lade andre møde det.

Jeg holder mit sårbare hjerte frem - i tillid og nænsomhed. I vished om, at uanset hvad der sker, så kan det bære uden at briste.

Kærlig hilsen

Dorte Eldrup

Hun vil jo "bare snakke" - og han bliver "bare sti...
Hun ville det så gerne
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Gæst
Onsdag, 23. oktober 2019

Mød mig på facebook