Jeg gik all-in... og blev bange!

Jeg gik all-in... og blev bange!

Hvornår har du sidst bevæget dig ud af din comfort-zone?

Hvornår har du sidst prøvet at mærke suset og angsten, når du gør det?

Det gjorde jeg i går. Og i forgårs.

**** Jeg gik ”all-in” ****

Jeg lagde hele min sårbarhed, hele mit smertende hjerte, al min angst og alt det kærlige, ømme, bløde og lysende, jeg har i mig – frem på bordet.

Jeg lagde alle forbehold, alle forsvar og alle de stemmer der råbte af mig, om at passe på mig selv, om at ”det tør du ikke”…

Det var nyt. I hvertfald i den målestok!

Det var grænseoverskridende. Selvom grænserne allerede var flyttet meget længere ud de seneste år.

Det var skræmmende. Også selvom jeg i så mange sammenhænge har stået der før de seneste år.

Og det var helt igennem fantastisk!

Jeg mærkede en kæmpe forandring i mig. Dybt i mig.

Noget ændrede sig!

Fordi – jeg oplevede, hvor meget det udvidede mig, gjorde mig større og gav mig en følelse af, at jeg levede!!

Jeg gav autentisk udtryk fra mit dybeste sted. Helt derinde fra, hvor det er allermest blødt, sårbart og åbent. Derfra, hvor det er let at lade mig såre og risikere, at mit hjerte og mit inderste ville blive afvist, såret og ramt – og dermed lukke sig igen.

Hånd hjerte forsøgMen jeg gjorde det.

Fordi det føltes rigtigt.

Fordi – jeg var klar.

Timingen var rigtig.

Og timing er vigtig. Mega vigtig!

Det er ikke nemt at kaste sig ud over en klippe, hvis man ikke ved, om vingerne bærer.

Vingerne skal først vokse ud for at kunne bære…

Men lige her var timingen helt rigtig. Mine vinger bar mig, og jeg fløj afsted.

Nogle gange var jeg ved at klappe dem sammen og styrte til jorden, men de foldede sig ud igen, og jeg fandt stille rytmen og den glidende bevægelse.

I mange år (faktisk hele mit liv op til for cirka 4 år siden), har jeg holdt så meget på mig selv og holdt mig så meget tilbage, at jeg ikke var i stand til at mærke, hvem jeg var helt indefra.

Jeg vidste aldrig helt, hvad jeg længtes efter. Eller hvad jeg ønskede mig. Eller hvad jeg mente.

Og når jeg bevægede mig ud af min comfort-zone (og det gjorde jeg faktisk utroligt ofte), så var det fra et sted, hvor jeg troede, det var mig! Et sted, hvor jeg slet ikke havde forbindelse til sandheden, men derimod et sted, hvor jeg havde billeder af, hvad der var ”smart” at gøre, hvad andre ville synes var sejt, modigt, kærligt og godt.

Men aldrig fra mit eget dybe sted – der hvor sandheden bor. 

Og så klappede vingerne sammen og jeg styrtede mod jorden. 

Det gjorde de ikke den anden dag. Kontakten til det sted i mig, var så klar og tydelig, og jeg kunne mærke i hver en celle, at det var sandt, autentisk og kærligt.

Kærligt over for mig selv, først og fremmest.

Fordi, når vi tillader at komme helt derind, eller rettere – når vi finder vejen helt derind, så mærkes det trygt, udvidende og afbalanceret at udtrykke sig.

Så er der ingen flimmer på skærmen og ingen fortrydelse.

Og så mærkes det – livet! Lige der er følelsen af - at leve…!!

At være i livet!

Gemte tårer Jeg havde førhen et billede af, at jeg slet ikke var til stede i mit liv.

Mit billede var, at jeg sad i en tønde i et mørke, der strammede om mig.

Tønden havde små huller, som jeg kunne se ud af. Jeg kunne se livet foregå derude, men jeg var aldrig – som i aldrig – en del af det.

Jeg var tilskuer.. Jeg var udenfor livet.

Selvom jeg havde mine ”veninder”, min familie og mit job og alt det andet, jeg omgav mig med, så var jeg aldrig helt tilstede! Jeg var ikke i livet – jeg kiggede på livet og var som en zombie, der bare bevægede mig rundt.

Og det var smertefuldt. Smerten over, aldrig at føle, jeg var der. 

Smerten over aldrig at have den dybe kontakt derind, hvorfra jeg kunne leve - som mig!


I dag er jeg i livet.

Jeg ER virkelig i livet!

Mærker det.

Sanser det.

Lever det.

Også i mine relationer.

Jeg er der, sammen med dem, jeg er sammen med.

Ikke bare til stede fysisk.

Men jeg er der – med hele mig.

Intet får lov at blive gemt i tågen af uvished, usandhed og frygt.


Og alligevel mærkede jeg snerten af frygt i går, efter den helt store åbning, som jeg bare tillod at ske, fordi det var ind i en relation, hvor jeg ikke kunne andet!

Jeg mærkede de velkendte indre stemmer, de velkendte lukninger, der forsøgte at beskytte mig og lukke sig om mig, så jeg kunne trække følehornene til mig og gå i det velkendte skjul, hvor der ikke er nogen der kan nå mig – ikke noget, der kunne såre mig.


Men jeg var vågen i det. Og modig! 

Fordi jeg i netop denne relation, kunne lade det flyde og blive vendt i et ærligt spejl.

Fordi jeg har mennesker omkring mig, der lyttede til det, spurgte og åbnede til det.

Og fordi jeg havde tillid til, at dette er en del af min rejse – mod at være sand, hel og i live!


Men det har krævet arbejde at komme hertil, hvor jeg tør netop det.

Dybt inderligt og kærligt arbejde, hvor jeg langsomt – skridt for skridt, trådte mere og mere frem og var – mig!

Den, jeg før troede var mig – eller rettere ”alle dem, jeg troede, var mig”, de trådte langsomt, tøvende og forsigtigt til side, for at JEG kunne få lov at træde frem.

Også tøvende.

Også langsomt.

Og alt det, der før har lukket sig om mig og talt på mine vegne, det må jeg takke nu.

”Det” har været på overarbejde i en grad, at det nær havde taget livet af mig engang.

Men det har kæmpet som en gal for mig – og det vidner om en kærlighed til mig, som jeg må tage til mig.

”Noget” i mig har villet mig.

Det interessante er jo så, hvad det er, der lukker sig om vores inderste sted, der hvor sandheden bor.

Hvad det er, der prøver at overbevise os om, at vi skal holde os tilbage, være korrekte, være stille, være larmende, være forvirrede og være ”ude af os selv”, som jeg kalder det..

Det er en helt anden fortælling… Og noget af det kan du læse og høre om, i det kommende nyhedsbrev, der kommer ud i løbet af et par dage – og som handler om netop....

*****Vores relationer….****

couple 1733995 1280


Mine ønsker for dig er, at du må finde dig selv, værende helt tilstede i dit liv.

Være helt tilstede i dig selv.

Og komme frem til at turde stå sårbar, ærlig, autentisk og dermed også stærk, afbalanceret og bare udstråle – dig! 

Uden frygt og uden forbehold!

For det er herfra, vi lever – når vi lever!

Og hvem ved - måske er du der allerede.

Og ellers skal du vide, at det er muligt…..

Og du skal vide - at det er hele arbejdet værd!

Kærlige tanker
Dorte Eldrup

Hun ville det så gerne
Er du død-levende, eller er du levende død?
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Gæst
Onsdag, 23. oktober 2019

Mød mig på facebook